2013

Så er vi kommet godt igang med 2013.
Foran os ligger et nyt og spændende år med masser af god træning, turneringer, sommerfest og andre fællesarrangementer.

På judo-siden har vi fået meget store børnehold, og der vil derfor tages initiativ til, at udvide og flytte træningstider, så vi kan få et bedre flow og mere træningstid til børnene.

Judo Danmark har besluttet, at der der også skal ske noget nyt på nationalt plan. Fra årsskiftet er flere af de de danske love og regler blevet harmoniseret, således, at de i højere grad følger International Judo Federation's (IJF) regler. Helt konkret betyder det, specielt for vore turneringsbørn, at der bl.a. er nye inddelinger af aldersgrupper, og armlåse/stranguleringer er flyttet til U18.
Samtidig er der pr. 1/1-13, helt generelt, ændret på judo kampreglerne så selv vores børnetræning skal ændres en smule. 

D. 28. april vil Lyngby Judo & Ju-Jutsu Klub være vært ved et af de store judo-mesterskaber, nemlig Østkreds-Mesterskaberne. -I daglig tale kaldet ØKM eller Sjællandsmesterskaberne. Det er et stævne som stiller store organisatoriske krav, og vi vil i den forbindelse tillade os, at bede om hjælp fra medlemmer og forældre, når tiden nærmer sig 🙂 .

I Ju-Jutsu-afdelingen går træningen også strygende, med et stort deltagerantal, specielt på voksenholdet.
På konkurrenceplan bød 2012 på adskillige mesterskaber og deltagelse ved VM. Christian Maden var med sin makker udtaget til VM i Duo Games, og gjorde rigtig god figur, -selvom det ikke blev til medaljer i denne omgang.

For begge afdelinger håber vi, at dette år vil byde på mange gode timer i dojo'en, og fine resultater ved turneringer og mesterskaber…